For eftertiden

29. december klokken 19.20

Imorgen klokken 10.17 skal jeg med toget til Gråsten i Sønderjylland. Jeg skal fejre nytår sydpå i år. jeg ved ikke om jeg glæder mig. Nogle gange er det som om at den største frygt for mig, er at komme længede væk end om hjørnet. denne frygt forværes af, at en større frygt er at jeg ikke har en plas her og derfor måske en dag bliver nødt til at tage skridtet. det er som om at når jeg sidder i et fly, et tog eller en bil på vej væk, fyldes jeg med en så magtfuld følelse at jeg ikke ved om jeg skal græde eller bare flyde med. Da jeg sad i flyet mog frankrig, med den tanke at jeg skulle være væk 3 måneder, var jeg lykkelig. Jeg ville bare væk- jeg var klar til at finde mig selv. Men da jeg så satte benene i huset som skulle være mit hjem, var der ingen tvivl om at dette sted aldrig ville blive "hjem" men "huset jeg bor i". Den frygt der fyldte mig. Den ubehagelige følelse der ramte mig i ansigtet, der var så klar som is. Jeg var ikke klar til at tage afsted. jeg var ikke klar til at finde den jeg er uden det jeg har her. Men frygten indeni mig, fra dengang. fra frankrig, om at jeg følte mig så sikkert... men da jeg nåede målet var jeg som en ballon uden luft. Jeg faldt til jorden. fordi jeg ikke længere havde luften indeni til at holde mig svævende.
Nu sidder jeg her. Bundet. det eneste sted i verden jeg har været hvor jeg har haft følelsen af at her.. det er her jeg skal være, leve og bo. Det har været i Göteborg. Sådan har jeg altid haft det med den by. Siden jeg var helt lille. Hver gang jeg vender tilbage fyldes jeg med ægte ro.

Imorgen skal jeg fejre det nye år, med dem fra Eftertiden. Fra dengang det var nemt og ligetil at stå op om morgenen, spise morgenmad, se sin kæreste, gå i skole, spise aftensmad, spille musik og hygge sig. klokken 10.30 ro på værelset og klokken 12.23 sov man.
Det er de små lys man tænder. Dem man glemte at puste ud, dem man ikke ville puste ud for frygten for at tage skridtet og stå i mørket var for tungt. Det er de små øjeblikke, hvor luften i ballonen bliver fyldt og man føler hvordan man bare svæver i luften uden bekymringerne. Det er de mennesker man ikke lagde mærke til da de var omkring en, men da jeg var ovre mit eget ego indså hvor nødvendige de er.
hvor vigtig sofie, Mathilde, felix, soffie, mette, mai, benjamin, søren og ..... nikolaj.. for aldrig at glemme nikolaj. Lyset af dem alle. Den person der åbnede mine øjne og lærte mig at leve for første gang. Han er ingenting, men med alting. aldrig havde jeg troet et menneske skulle forvandle mit mørke syn på kærlighed på den måde. Han vil aldrig glemmes, selvom han har glemt.
han lærte mig at selvom et andet menneske puster lyset ud, er det enes eget ansvar at tænde det igen, så der ikke er mørkt når muligheden for lys er der.

Dengang skrigende hår, converse, peacetegn, fællesbad, fællestøj, fællesrum, fælles alt, var mere end på sin plads. For eftertiden, som jeg aldrig nød, men som gav mig sparket ud af skalden. Lige nu. savner jeg det mere end nogensinde. billederne derfra er stærkere end de billeder jeg så. De lange aftner med Sofie og Soffie... duften af Vester Thorup. duften på værelse 5. Duften af dem og dét.