skal mit hoved også dø en dag?

gør jeg det fordi jeg ved jeg ikke kan andet.. eller gør jeg det fordi de andre siger jeg kan? gør jeg det fordi jeg tror det er det eneste jeg i virkeligheden kan, eller gør jeg det af pligt overfor mig selv, i frygten for ikke at have noget at falde tilbage på, at være én af dem uden fremtid og uden liv. vælger jeg virkelig vejen til lykken fra? ender jeg som ingenting, eller kan jeg ende som alting?
Lover du at du tager din tlf. når jeg ringer tilbage, lov det. kan jeg åbne dine øjne selvom jeg ikke har åbnet mine egne endnu. for første gang åbner jeg mine først, og derefter dine. hvilket ben skal jeg stå på nu? hvor skal jeg gemme mig hen nu, mit indre univers er splittet og trukket ud i alt alt for mange stykker. hvordan kan jeg nogensinde få stumperne samlet igen? hvor skal jeg lime og hvor skal jeg klippe ud. det har styret mit liv så længe, 3 år. jeg burde tilgive og lade det komme i baggrunden. men jeg ville aldrig spilde én eneste tåre igen på ingenting, men nu er det alting, igen, som før. som det ikke var før, men alligevel altid var, er det. skal mit hoved også dø en dag? skal hoppeboldene inde i min skald også flade ud og smelte i solen eller hoppe ud af en anden vej, som trænger mere til det end min. kan jeg ringe til dig nu, lover du at du tager den - lov det.