onsdag den 25. november 2009

så faldt dét


Du tog min hånd, smilede som kun du kunne. Varmen bredte sig i min krop og du holdt så hårdt om min hånd, at jeg på ingen måde var i tvivl. Du kiggede mig dybt i øjnene, kiggede ind bag. Du mærkede selv suget, mærkede selv hvordan det var. som en lang rejse igennem et andet menneske. Det var som et eventyr, forskellen fra virkeligheden og eventyr, er at eventyr skal stoppe - lykkeligt eller ulykkelig t.
Vi hoppede ned fra stolen, landede med benene på jorden - to vidt forskellige steder. Du landede der hvor du altid stod, sikkert med to fødder på hver deres plet, med kendte ansigter og velkendte dufte i nabolaget. Jeg landede med hovedet først, som en fjer der falder til jorden - let, ubevidst og let at aflede.
Vinden tog mig varsom op og lod mig svæve i kolde strømme. Der hang jeg så, vægtløs og skrøbelig.
Du prøvede aldrig at fange mig. Du pustede bare luft - skubbede mig endnu længere ud i luften.
Jeg svæver så godt nu, her er så stille og så velkendt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar