torsdag den 19. november 2009

Nattekat


Om Lidt er klokken 21:45 og der er mørkt, der blæser og det regner. Der er typisk dansk efterårs vejr med kolde gadehjørner og varme trøjer. I går var jeg trist og nærmest vinter deprimeret, men i dag har jeg haft en helt ny oplevelse. det er første gang i mit liv at jeg oplever at være i dårligt humør om efteråret eller vinterne. Jeg elsker farverne, de varme trøjer, blæsten der rusker dig helt ud af den og silende regnvejr og hyggelige aftner med dynen foran et dryppende vindue. Jeg elsker at sidde ved min altan og kigge ned på menneskerne der er fuldstændigt blæst omkuld med deres mange indkøbsposer og paraplyer der er fuldstændigt ustyrlige. Der er ingen anden følelse der kan måle sig med dén der fylder mig når jeg kan sidde for mig selv, oppe over tagene på min lille franske altan og kigge ned på byen, uden folk ser mig. Alting ser tit fjollet og kaotisk, stressende og trættende ud når man ser hvordan de styrter fra butik til butik med skrigende unger i hænderne og en knorende hund i en taske under armen, der er pisse irriteret over at være placeret i en pink sportstaske når den i virkelighen langt hellere ville løbe rundt i skoven og blive mudret og beskidt.
nej, der er intet som at sidde deroppe og følge med i byen. Som sommeren når gaderne er forladte og damper på grund af den kølige regn falder på de brændvarme fliser, eller som når to fulde mennesker tager hinanden i hånden og kysser brutalt op af Brillebutikken, for derefter at brække sig i flæng ved kirken. alt det kan jeg se fra min altan.
Men i aften er der dråber, vådt og mennesker der løber med hænderne over kors for at undgå regnen.
I går da jeg var trist og sur, havde jeg det som om verden var det værste sted. Den følelse, eller tanke har jeg aldrig haft før. Jeg havde lyst til at gemme mig og flyve rundt et sted langt væk fra vores solsystem, måske være en stjerne eller en ensom planet der bare hang i tids løsheden med ro og fred til tankerne. Jeg gik fra skolen. Det var bare for meget den dag. jeg gik ud i skoven, hvor træerne er høje og nøgne, nogle gange som jeg selv føler. De har mistet bladende, som ligger gule, brune, røde og smukke på jorden og langsomt hvirvles omkring og danner små bunker på skovbunden. Her finder jeg ro. Regnen piskede nedover mig, og mit tøj blev fuldstændigt gennemblødt. Det var så befriende at være derude hvor igen så eller hørte mig. Kun regnen og blæsten og de mange træer. der kan man sige alle de lyde, råde alle de råb og synge alle de toner man overhovedet vil - for derude er du kun dig selv og træerne.
Efter 1 time i skoven med regnen var mit tøj så vådt at det dryppede og jeg besluttede at gå tilbage til skolen, selvom mit hold ganskevist var taget videre på musik konservatoriummet for at øve. Men en skyldfølelse over bare at være skredet, ville jeg ikke gå med til i dag. Jeg gik tilbage og snakkede med min lære... måske tøede jeg lidt op, selvom jeg langsomt har mistet bladende som træerne, så ved jeg de kommer igen til foråret hvor de er endnu smukkere end sidst. De gamle bliver på og i jorden, smukke, falmede og farvede.


Om lidt kommer Daniel. Jeg ville give ham stjernerne, hvis jeg kunne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar