Sofie

Lov du passer på mig...
jeg passer på dig som intet andet
hvis du ikke kunne trække vejret, ville jeg give dig mit.
jeg kan ikke trække mig tilbage, gå et skridt frem - for langt, for intimt, for tæt.
det er som lange nætter hvor vi bare kigger, føler og mærker. jeg kan mærke mig selv, jeg kan mærke dig. Det er som om jeg glemmer spøgelserne under sengen, slår tanken om mig selv og mit roede hoved væk.. bare for en stund. Jeg kan holde en lille pause... og bare falde i hak. Jeg er i sammenhæng og i sammenhængen passer jeg ind.
Det har altid været som at stå i skoven, måske i en birkeskov, også være et grantræ med stive nåle der prikker din finger til blods... men her... rødderne er flyttet, der er nye vidder og nye bredder. Jeg kan mærke det i min mave... og jeg kan mærke det på din.. når du trækker vejret.
det er ikke kunstigt, men betænksomt... langsomt.. som dit åndedræt under sex.

her holder jeg ikke i kø... jeg snyder ikke foran eller falder bagud... jeg er bare en af de røde, normale biler... med kommunefarvet hår og konservativ-udstødning...