Kære Lille Danmark.
Du har født mig ind i en verden af guld og grønne skove. Kister med diamanter og forførelser for enden af regnbuen. Her kan jeg lulle omkring uden at bekymre mig vitterligt om fjenderne bag muren. For her er jeg godt gemt, imellem himmel og helvede. Du kender mit ansigt, jeg kender dit. Du kender vores og ved hvor vi står. Jeg ved hvor jeg kan trykke og du ved hvornår jeg falder - hvor langt mit selvstændige jeg, rækker. I morgen kan du godt glemme alt om at se mig i front som figuren de alle kan tegne efter. I morgen skal du selv række hånden op og tale, for mine ord er brugte, mine dage er talte og dine hænder er langt ældre end mine.
Her har du sat mange i verden. Du har lært dem at trække hestevognen og starte bilen når vejret blev for særpræget. Du har læst oceaner af bøger og bjerge af litauisk romaner om prinser og prinsesser, der bliver gift, har sex og arver det halve kongerige. Kan du ikke give mig Sjælland og øerne, kære prins? Jeg kan ombygge verden og lave det til en trillende rutsjebane med lys og lygter, så ingen farer vild. Her er der ingen landegrænser, politiske diskusioner eller latterlige opråb fra utilfredse nettomedarbejdere. Her er Verden, verden og Sofie, sofie. Kald en spade for en spade og en fugl i hånden er bedre end 10 fugle på bunden af åen. eller død. hej. kender du mig, så red mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar