det er mærkeligt når man føler at hele ens verden, har holdt noget skjult for en. at alle de mennesker man har sat sin lid til og virkelig inderligt haft tiltro til, pludselig viser sig at være noget andet. Det oplever jeg sikkert mange gange i dette liv. men den her situation er noget af det mest hjerteskærende jeg længe har oplevet. Jeg havde givet min lid til den dreng, og til de mennesker. hvordan kan man gøre sådan noget, hvordan kan man holde sådan noget bag min ryg? er det mig der har været blind, eller har de alle sammen bare holdt deres pokerface godt? jeg kunne jo godt mærke at de sænkede blikkene, hviskede lidt mere end normalt og at der på en måde var en spænding. men at være blevet forrådt af en af de personer man har elsket engang, er ikke sjovt. det bliver det aldrig.
men hvad kan man så lære af det? - stol aldrig på potheads.

NOTE: det er dumt at være utro, når personen man er utro med, ikke kan holde sin kæft. Man bliver på den ene eller anden måde nødt til at have en aftale om, at det forbliver en ting imellem De to, så længe det er en som den part man er utro, kender.

heldigvis er verden ikke så sort som den kunne have været. sommeren er på vej, der er lyse nætter under opsejlning. Og Han er ikke som dem. han gør det hele på en anden måde, en måde som passer på mig. Så fortiden er sgu noget shitty bitchy stuff nogle gange, men heldigvis finder man tit ud af hvem der er man kan stole på og hvem der i virkeligheden er det vigtigste.