Brødet er stadig varmt, brændende. Du holder det stadig i hånden, ganske vist med den bagtanke at det er dumhederne der føler for dig. Det er ikke som ild, nærmere som en blæsende vinterdag hvor hagl så store som havregrynspakker drøner nedover dit hoved og giver dig blå mærker.
For en sikkerhedsskyld kommer du igen i pausen – selvfølgelig bare for at tjekke om mit ur fungerer.
- hvad mon jeg mente med det
Ingen kommentarer:
Send en kommentar