Har kærlighed alligevel en grænse?
Jeg kan ikke forstå det her er sket. for det var jo ikke planlagt! det passede ikke rigtigt ind i mine planer...
Lige meget hvad jeg gør, er det rigtigt, men også så forkert. Sådan er det vel altid. men denne gang kan jeg ikke bare lade det glide forbi mig pga. gamle vaner og rutiner. Det er ligesom om jeg kan trække vejret, måske stadig i overfladen, men bedre.
og så, lige nu, modtager jeg et billede. et billede af en solnedgang.. hvor er du bare helt igennem dét. du giver mig kuldegysninger. solnedgang og og mærkelige ting i mit hjerte er ikke altid en god kombination.. men det føles det som lige nu.
jeg har brugt såmeget af min dag på at være ked af det.. på at tænke over hvad jeg har gjort forkert og ødelagt.. men jeg glemte hvad jeg havde fået lige foran mig. det hele. dig.
Det er sikkert bare fordi, det ikke var planlagt. og ikke meningen.. men jeg ville jo gerne have det til at ske, også selvom det ikke var planlagt..
årk.. jeg ligger bare her på min seng... helt stille.. med mine øjne stirrende ud i intetheden.. jeg kan nærmest høre hvordan elektroderne pumper igennem ledningen frem til min computer.. stille og roligt, ikke så meget i det.
Du er stadig en del af mig. en del af mine ting og et sted imellem mine tanker.. men det er heller ikke nogen skam, tvært imod.. skal jeg lære at leve med fortiden.. og stole på fremtiden. på os.

jeg har aldrig gjort noget for at være ond.. eller for at såre. jeg har gjort det for at indse og for at accepterer... og for at føle.