Igår var dagen så anderledes end den er idag. Det er underligt at være single. Det er underligt at være helt sig selv, især fordi de sidste tre år af mit liv har været basceret på dybe og ret seriøse forhold. Men nu er det på tiden jeg får slået begge ben i gulvet og trukket vejret ud igennem mig selv. Det skræmmer mig. Det gør mig bde glad og ked af det - jeg føler hverken alting eller ingenting. Jeg er bare så forvirret lige nu, fordi jeg er blevet ramt. Selvom jeg siger til mig selv at tiden er inde til jeg skal vær mig selv, er jeg blevet ramt. Hårdere end nogensinde før. Lige i maven som en mavepumper, der går du trækker dig fuldstændigt sammen og gisper efter vejret.
Det ene sekund troede jeg at mit liv var fuldendt og på det rette spor, med alle de værdier jeg havde der. Men så kigger jeg pludselig op og ser hvor mange ting der er rundt om mig, og hvor meget jeg nu går i det rigtige fodspor... det skulle have været kommet 2-3 måneder senere, ikke lige nu hvor alting er så skrøbeligt. jeg er bare blevet ramt... af en som jeg ikke vil rammes af.
jeg hadet trommer og jeg hader jazz... jeg hader at jeg hader og jeg elsker at jeg hader det... for det gør det hele lidt mere som en joke.. eller som et venskab og som ingenting og dårlige krydderier.... og det er ikke hvad du tror eller noget. Det er bare gået stærkt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar