Brødet er stadig varmt, brændende. Du holder det stadig i hånden, ganske vist med den bagtanke at det er dumhederne der føler for dig. Det er ikke som ild, nærmere som en blæsende vinterdag hvor hagl så store som havregrynspakker drøner nedover dit hoved og giver dig blå mærker.
For en sikkerhedsskyld kommer du igen i pausen – selvfølgelig bare for at tjekke om mit ur fungerer.
- hvad mon jeg mente med det
mandag den 1. november 2010
idiot
Verden skal nok klare sig...
men mennesket må skabe sig.
sit jeg, vores indre. dit et og alt. dit eneste ene
fejlen
det rigtige
og vores fælles uregelmæssige hensigter der alligevel drukner i det indre hav....
for her er storm, din latterlige idiot.
godnat min skat
jeg er en af de personer der både ønsker det, fornemmer det og har brug for det.
jeg ved bare ikke hvad skla skal gøre med det denne gang. denne sang... det er lidt et nyt vers... og jeg kan ikke læse noderne deri.. de giver ingen mening.. måske er det jazz eller en anden form for eksistens. jeg ved bare at jeg føler mig tom og fyldt, som en tromme eller en spand med vand. eller som når du putter hænderne ned i en pose mel.. det er ret blødt og dejligt.. og dine hænder bliver hvide... det er en god fornemmelse. Eller som når du putter sæbe i en kop og kommer et sygrør derned i, puster og ser hvordan der kommer et hus omkring koppen af bobler.
jeg savner og jeg hører dårlig jazz...... eller god musik, jeg ved det ikke... godnat skat.
Jeg kan bare ikke gøre mere end jeg gør. jeg kan ikke give dig guld og grønne skove, en farai, et drømme land eller nye tanker... det kan jeg ikke, for jeg ejer ikke selv så meget. jeg har kun de her brikker. det er bare som om, jeg er i en tidsløs tilstand og jeg vil jo ikke såre dig... Må eg få den elefant derovre i hjørnet? eller må jeg godt gå den anden vej... hvad er mine odds... årk.
gonat min skat
jeg ved bare ikke hvad skla skal gøre med det denne gang. denne sang... det er lidt et nyt vers... og jeg kan ikke læse noderne deri.. de giver ingen mening.. måske er det jazz eller en anden form for eksistens. jeg ved bare at jeg føler mig tom og fyldt, som en tromme eller en spand med vand. eller som når du putter hænderne ned i en pose mel.. det er ret blødt og dejligt.. og dine hænder bliver hvide... det er en god fornemmelse. Eller som når du putter sæbe i en kop og kommer et sygrør derned i, puster og ser hvordan der kommer et hus omkring koppen af bobler.
jeg savner og jeg hører dårlig jazz...... eller god musik, jeg ved det ikke... godnat skat.
Jeg kan bare ikke gøre mere end jeg gør. jeg kan ikke give dig guld og grønne skove, en farai, et drømme land eller nye tanker... det kan jeg ikke, for jeg ejer ikke selv så meget. jeg har kun de her brikker. det er bare som om, jeg er i en tidsløs tilstand og jeg vil jo ikke såre dig... Må eg få den elefant derovre i hjørnet? eller må jeg godt gå den anden vej... hvad er mine odds... årk.
gonat min skat
lørdag den 30. oktober 2010
Sofie
Lov du passer på mig...
jeg passer på dig som intet andet
hvis du ikke kunne trække vejret, ville jeg give dig mit.
jeg kan ikke trække mig tilbage, gå et skridt frem - for langt, for intimt, for tæt.
det er som lange nætter hvor vi bare kigger, føler og mærker. jeg kan mærke mig selv, jeg kan mærke dig. Det er som om jeg glemmer spøgelserne under sengen, slår tanken om mig selv og mit roede hoved væk.. bare for en stund. Jeg kan holde en lille pause... og bare falde i hak. Jeg er i sammenhæng og i sammenhængen passer jeg ind.
Det har altid været som at stå i skoven, måske i en birkeskov, også være et grantræ med stive nåle der prikker din finger til blods... men her... rødderne er flyttet, der er nye vidder og nye bredder. Jeg kan mærke det i min mave... og jeg kan mærke det på din.. når du trækker vejret.
det er ikke kunstigt, men betænksomt... langsomt.. som dit åndedræt under sex.
her holder jeg ikke i kø... jeg snyder ikke foran eller falder bagud... jeg er bare en af de røde, normale biler... med kommunefarvet hår og konservativ-udstødning...
jeg passer på dig som intet andet
hvis du ikke kunne trække vejret, ville jeg give dig mit.
jeg kan ikke trække mig tilbage, gå et skridt frem - for langt, for intimt, for tæt.
det er som lange nætter hvor vi bare kigger, føler og mærker. jeg kan mærke mig selv, jeg kan mærke dig. Det er som om jeg glemmer spøgelserne under sengen, slår tanken om mig selv og mit roede hoved væk.. bare for en stund. Jeg kan holde en lille pause... og bare falde i hak. Jeg er i sammenhæng og i sammenhængen passer jeg ind.
Det har altid været som at stå i skoven, måske i en birkeskov, også være et grantræ med stive nåle der prikker din finger til blods... men her... rødderne er flyttet, der er nye vidder og nye bredder. Jeg kan mærke det i min mave... og jeg kan mærke det på din.. når du trækker vejret.
det er ikke kunstigt, men betænksomt... langsomt.. som dit åndedræt under sex.
her holder jeg ikke i kø... jeg snyder ikke foran eller falder bagud... jeg er bare en af de røde, normale biler... med kommunefarvet hår og konservativ-udstødning...
X
der er så mange ting i imellem os...
imellem det og dig
dem og det
jeg kan ikke trække gardinet for længere
der er ikke plads og
ingen lyst til at forsvinde
jeg kan ikke bare lade mig selv glide væk
til der hvor jeg altid var
med stenhårde tanker og bløde bunde
jeg er fanget
for jeg kan ikke længere sove
det var imellem os
lige
meget
hvad jeg gør idag
eller og imorgen
bliver du såret. jeg er såret... jeg bløder bare ikke...
Jeg kan bare ikke lade dét være.
imellem det og dig
dem og det
jeg kan ikke trække gardinet for længere
der er ikke plads og
ingen lyst til at forsvinde
jeg kan ikke bare lade mig selv glide væk
til der hvor jeg altid var
med stenhårde tanker og bløde bunde
jeg er fanget
for jeg kan ikke længere sove
det var imellem os
lige
meget
hvad jeg gør idag
eller og imorgen
bliver du såret. jeg er såret... jeg bløder bare ikke...
Jeg kan bare ikke lade dét være.
mandag den 25. oktober 2010
Abonner på:
Opslag (Atom)