fredag den 27. november 2009

this is mere end hvad dit <3 kan overskue. haps haps


Den klassiske.
Sofie W.F fik en bums i nakken, der var så stor at det lignede en byld. Lægen happede en giga nål ind i baghovedet på Sofie W.F, og det her var resultatet.

* * * * * *
Jeg giver den 6 ud af 5 mulige





Jeg købte et par militær Dr.Martens støvler i pink, i en butik i Berlin. De voldbollede mine fødder. MHM

* * * * *
Jeg giver dig 4 stjerner ud af 5 stjerner












Jeg elskede det ur, der fuckede.

Det var så flot.. og guld... men det gik bort til karneval

* * * * *
Jeg giver dig 3 stjerner ud af 5 mulige











Efter festival = sex
* * * * *
Jeg giver dig 2 stjerner ud af 5 mulige



Daniels naller, drums.

* * * * *
Jeg giver dig 3 stjerner ud af 5 mulige
















Jeg elsker dig Julie linea. Der er ingen som der der kan vælte rundt og smadre dine ben/arme osv. fuldstændigt. det er altid syyyggt voldsomt!!!! Højehæle!

* * * * * Jeg giver dig 4, stjerner ud af 5 mulige










Godmorgen Daniel


Jeg må åbenbart ikke vise det for andre.
Jeg glæder mig til at se dig i morgen.
Kærligst Sofie

onsdag den 25. november 2009

så faldt dét


Du tog min hånd, smilede som kun du kunne. Varmen bredte sig i min krop og du holdt så hårdt om min hånd, at jeg på ingen måde var i tvivl. Du kiggede mig dybt i øjnene, kiggede ind bag. Du mærkede selv suget, mærkede selv hvordan det var. som en lang rejse igennem et andet menneske. Det var som et eventyr, forskellen fra virkeligheden og eventyr, er at eventyr skal stoppe - lykkeligt eller ulykkelig t.
Vi hoppede ned fra stolen, landede med benene på jorden - to vidt forskellige steder. Du landede der hvor du altid stod, sikkert med to fødder på hver deres plet, med kendte ansigter og velkendte dufte i nabolaget. Jeg landede med hovedet først, som en fjer der falder til jorden - let, ubevidst og let at aflede.
Vinden tog mig varsom op og lod mig svæve i kolde strømme. Der hang jeg så, vægtløs og skrøbelig.
Du prøvede aldrig at fange mig. Du pustede bare luft - skubbede mig endnu længere ud i luften.
Jeg svæver så godt nu, her er så stille og så velkendt.

tirsdag den 24. november 2009

Ungdomsuddannelse




- op i min fede røv. jeg vil hellere dø afbejdsløs - dø som en ludfattig nettomedarbejder, dø som en uuddannet middelmådig kvinde, dø som en kvinde der ikke kan regne med X og Y, der ikke kan lave AT, NV eller super udtænkte fysikraporter om stjerneafstande osv - end at bruge 3 år af den allervigtigste tid i mit liv på at være ulykkelig. Jeg vil hellere være lykkelig i mit nu, istedet for at have en idé om at om 3 år, bliver jeg lykkelig for der kan jeg tage en hue på. Det ærger mig så inderligt at det ikke er accepteret at gøre det jeg gør. Leve det liv jeg ønsker. Nyde det éne liv jeg har fået og udnytte det fuldt ud.
Men det er hvad jeg gør. Jeg lever, du skal gøre det samme. Du skal leve med mig for dig, for først der kan Du flyve væk, Daniel, sammen eller alene.

lørdag den 21. november 2009

Bazooka Soundsystem - Julíie Cronbjörge





Sófie Trollde
Julíie Cronbjörge

Der er ild i min by






























































































































































































































Min by står i flammer
Mit klima brænder
Mit miljø skaber lande til øer
Mit håb er i dine hænder

torsdag den 19. november 2009

Nattekat


Om Lidt er klokken 21:45 og der er mørkt, der blæser og det regner. Der er typisk dansk efterårs vejr med kolde gadehjørner og varme trøjer. I går var jeg trist og nærmest vinter deprimeret, men i dag har jeg haft en helt ny oplevelse. det er første gang i mit liv at jeg oplever at være i dårligt humør om efteråret eller vinterne. Jeg elsker farverne, de varme trøjer, blæsten der rusker dig helt ud af den og silende regnvejr og hyggelige aftner med dynen foran et dryppende vindue. Jeg elsker at sidde ved min altan og kigge ned på menneskerne der er fuldstændigt blæst omkuld med deres mange indkøbsposer og paraplyer der er fuldstændigt ustyrlige. Der er ingen anden følelse der kan måle sig med dén der fylder mig når jeg kan sidde for mig selv, oppe over tagene på min lille franske altan og kigge ned på byen, uden folk ser mig. Alting ser tit fjollet og kaotisk, stressende og trættende ud når man ser hvordan de styrter fra butik til butik med skrigende unger i hænderne og en knorende hund i en taske under armen, der er pisse irriteret over at være placeret i en pink sportstaske når den i virkelighen langt hellere ville løbe rundt i skoven og blive mudret og beskidt.
nej, der er intet som at sidde deroppe og følge med i byen. Som sommeren når gaderne er forladte og damper på grund af den kølige regn falder på de brændvarme fliser, eller som når to fulde mennesker tager hinanden i hånden og kysser brutalt op af Brillebutikken, for derefter at brække sig i flæng ved kirken. alt det kan jeg se fra min altan.
Men i aften er der dråber, vådt og mennesker der løber med hænderne over kors for at undgå regnen.
I går da jeg var trist og sur, havde jeg det som om verden var det værste sted. Den følelse, eller tanke har jeg aldrig haft før. Jeg havde lyst til at gemme mig og flyve rundt et sted langt væk fra vores solsystem, måske være en stjerne eller en ensom planet der bare hang i tids løsheden med ro og fred til tankerne. Jeg gik fra skolen. Det var bare for meget den dag. jeg gik ud i skoven, hvor træerne er høje og nøgne, nogle gange som jeg selv føler. De har mistet bladende, som ligger gule, brune, røde og smukke på jorden og langsomt hvirvles omkring og danner små bunker på skovbunden. Her finder jeg ro. Regnen piskede nedover mig, og mit tøj blev fuldstændigt gennemblødt. Det var så befriende at være derude hvor igen så eller hørte mig. Kun regnen og blæsten og de mange træer. der kan man sige alle de lyde, råde alle de råb og synge alle de toner man overhovedet vil - for derude er du kun dig selv og træerne.
Efter 1 time i skoven med regnen var mit tøj så vådt at det dryppede og jeg besluttede at gå tilbage til skolen, selvom mit hold ganskevist var taget videre på musik konservatoriummet for at øve. Men en skyldfølelse over bare at være skredet, ville jeg ikke gå med til i dag. Jeg gik tilbage og snakkede med min lære... måske tøede jeg lidt op, selvom jeg langsomt har mistet bladende som træerne, så ved jeg de kommer igen til foråret hvor de er endnu smukkere end sidst. De gamle bliver på og i jorden, smukke, falmede og farvede.


Om lidt kommer Daniel. Jeg ville give ham stjernerne, hvis jeg kunne.