Der er ild i min by

Min by står i flammer
Mit klima brænder
Mit miljø skaber lande til øer
Mit håb er i dine hænder

Nattekat

Om Lidt er klokken 21:45 og der er mørkt, der blæser og det regner. Der er typisk dansk efterårs vejr med kolde gadehjørner og varme trøjer. I går var jeg trist og nærmest vinter deprimeret, men i dag har jeg haft en helt ny oplevelse. det er første gang i mit liv at jeg oplever at være i dårligt humør om efteråret eller vinterne. Jeg elsker farverne, de varme trøjer, blæsten der rusker dig helt ud af den og silende regnvejr og hyggelige aftner med dynen foran et dryppende vindue. Jeg elsker at sidde ved min altan og kigge ned på menneskerne der er fuldstændigt blæst omkuld med deres mange indkøbsposer og paraplyer der er fuldstændigt ustyrlige. Der er ingen anden følelse der kan måle sig med dén der fylder mig når jeg kan sidde for mig selv, oppe over tagene på min lille franske altan og kigge ned på byen, uden folk ser mig. Alting ser tit fjollet og kaotisk, stressende og trættende ud når man ser hvordan de styrter fra butik til butik med skrigende unger i hænderne og en knorende hund i en taske under armen, der er pisse irriteret over at være placeret i en pink sportstaske når den i virkelighen langt hellere ville løbe rundt i skoven og blive mudret og beskidt.
nej, der er intet som at sidde deroppe og følge med i byen. Som sommeren når gaderne er forladte og damper på grund af den kølige regn falder på de brændvarme fliser, eller som når to fulde mennesker tager hinanden i hånden og kysser brutalt op af Brillebutikken, for derefter at brække sig i flæng ved kirken. alt det kan jeg se fra min altan.
Men i aften er der dråber, vådt og mennesker der løber med hænderne over kors for at undgå regnen.
I går da jeg var trist og sur, havde jeg det som om verden var det værste sted. Den følelse, eller tanke har jeg aldrig haft før. Jeg havde lyst til at gemme mig og flyve rundt et sted langt væk fra vores solsystem, måske være en stjerne eller en ensom planet der bare hang i tids løsheden med ro og fred til tankerne. Jeg gik fra skolen. Det var bare for meget den dag. jeg gik ud i skoven, hvor træerne er høje og nøgne, nogle gange som jeg selv føler. De har mistet bladende, som ligger gule, brune, røde og smukke på jorden og langsomt hvirvles omkring og danner små bunker på skovbunden. Her finder jeg ro. Regnen piskede nedover mig, og mit tøj blev fuldstændigt gennemblødt. Det var så befriende at være derude hvor igen så eller hørte mig. Kun regnen og blæsten og de mange træer. der kan man sige alle de lyde, råde alle de råb og synge alle de toner man overhovedet vil - for derude er du kun dig selv og træerne.
Efter 1 time i skoven med regnen var mit tøj så vådt at det dryppede og jeg besluttede at gå tilbage til skolen, selvom mit hold ganskevist var taget videre på musik konservatoriummet for at øve. Men en skyldfølelse over bare at være skredet, ville jeg ikke gå med til i dag. Jeg gik tilbage og snakkede med min lære... måske tøede jeg lidt op, selvom jeg langsomt har mistet bladende som træerne, så ved jeg de kommer igen til foråret hvor de er endnu smukkere end sidst. De gamle bliver på og i jorden, smukke, falmede og farvede.

Om lidt kommer Daniel. Jeg ville give ham stjernerne, hvis jeg kunne.

Musik

For første gang i utrolig lang tid har jeg hørt en kunstner der virkelig rørte noget inden i mig, hvis CD jeg har sat på igen og igen! Jeg har aldrig kendt eller hørt hende før jeg fik CDen af min far i forgårds, men hun har tryllebundet mig. Det er lidt som om jeg har fundet noget musik der bare eksploderede og slog sig ned for at blive.

Melody Gardot Melody Gardot Melody Gardot Melody Gardot Melody Gardot..

Darlin' darlin'

Darling Darling, vær sød at vågne op
du ved jeg har ringet,
sagt aldrig forelsk dig i en pige som mig,
mit smil siger jeg har nok i mig selv
Du ved at du kender mig, vær sød.. du..

du ved at jeg behøver min tid,
for at vide om tiden er den rigtige,
du ved jeg har brug for luft til at trække vejret når du kommer for nær.

Jeg er som en rutsjebane,
som ryster dine ben omkring,
du ved at jeg frygter det. Vær sød at hold mig.
darling darling, den eneste ting jeg i virkeligheden vil med dig
er at ahhhuhhahiujhaidhuhh.

du ved at jeg behøver min tid,
for at vide om tiden er den rigtige,
du ved jeg har brug for luft til at trække vejret når du kommer for nær.http://www.myspace.com/sofietrolde

Idag er det regn

Han snakker og bevæger sig med arme så store som højhuse i Dubai, gyldne og glade tanker som smilende buddhaer der kigger ned på dig fra den blå sky. Med børn og kvinder flyvende på Aladdins tæppe med guldtanker og øjne så klare som stjerner. Du rører ganskevist noget dybt inde i mig, noget som jeg kun troede jeg selv kunne nå. Men mine tanker er åbenbart kommet op til overfladen, væk fra hvalerne og de mange piratfisk. Nu kan du svømme frit i mit tankeocean og langsomt trækkes du op, eller ned, eller igennem det som jeg er. Kan du mærke hvordan det killer på maven som var der fugle der fløj henover dig med næb af silke og fjer af kashmir. ZimzalusalimumbilumzazazazazazzaZAza, kan du høre dem, se dem, hvor! Vil du ikke tage min hånd og føre mig henover den egn hvor du er opvokset med talende dyr og levende planter, kødædende og drabelige som børnesoldater i Sudan. Langsomt og pinefulgt skal du kigge ned på bomberne der falder, som den skygge du er nu, uden sjæl og uden øjne. Hvor er dine øjne henne nu? hvad rammer dig - hvad rammer mig - hvad rammer os - hvor rammer du først?

skal mit hoved også dø en dag?

gør jeg det fordi jeg ved jeg ikke kan andet.. eller gør jeg det fordi de andre siger jeg kan? gør jeg det fordi jeg tror det er det eneste jeg i virkeligheden kan, eller gør jeg det af pligt overfor mig selv, i frygten for ikke at have noget at falde tilbage på, at være én af dem uden fremtid og uden liv. vælger jeg virkelig vejen til lykken fra? ender jeg som ingenting, eller kan jeg ende som alting?
Lover du at du tager din tlf. når jeg ringer tilbage, lov det. kan jeg åbne dine øjne selvom jeg ikke har åbnet mine egne endnu. for første gang åbner jeg mine først, og derefter dine. hvilket ben skal jeg stå på nu? hvor skal jeg gemme mig hen nu, mit indre univers er splittet og trukket ud i alt alt for mange stykker. hvordan kan jeg nogensinde få stumperne samlet igen? hvor skal jeg lime og hvor skal jeg klippe ud. det har styret mit liv så længe, 3 år. jeg burde tilgive og lade det komme i baggrunden. men jeg ville aldrig spilde én eneste tåre igen på ingenting, men nu er det alting, igen, som før. som det ikke var før, men alligevel altid var, er det. skal mit hoved også dø en dag? skal hoppeboldene inde i min skald også flade ud og smelte i solen eller hoppe ud af en anden vej, som trænger mere til det end min. kan jeg ringe til dig nu, lover du at du tager den - lov det.

sur

idag er jeg fucking sur.. og det væreste er at jeg ikke ved hvorfor.